63441

Elcykler til dig og mig

Interessen for elcykler i Danmark er steget voldsomt de seneste år. For syv-otte år siden var det primært kvinder og mænd oppe i årene som købte en elcykel, men de seneste år er publikumet udvidet til både unge og ældre. Mange vælger elcyklen som et alternativ til den offentlige transport når der er lidt længere til arbejde.

Det er min personlige mening, at en rigtig cykel ikke er i besiddelse af en motor, men drives af mandsstyrke. Hvis vi begynder at sætte motorer på alt, ender vi med ikke at kunne bevæge os selv. Men når det så er sagt, så synes jeg at elcyklen er et fantastisk alternativ til ældre, som ellers ikke ville kunne klare cykelturen, og endda også for de unge, som skal en noget længere vej end de typiske 5-10 km. Hjælp eller ej, det er trods alt bedre at bevæge benene i pedalerne, end på bremse og speeder i en bil. Eller på gåturen de 200 m til et busstopsted.
Erfaringerne viser, at elcyklen ligefrem har omvendt billister som før i tiden har fundet det komfortabelt blot at sætte sig ind i bilen, på trods af kort vej til job.

Jeg selv føler mig stadig ung og nyder at bruge min krop i dagligdagen, så jeg er næppe det rette publikum til en elcykel. For mig er det en luksus at jeg selv er i stand til at bringe mig fra sted til sted på en cykel, og bonussen er, at jeg får motion samtidig. Men jeg vil ikke afvise tanken om at jeg kunne finde på at investere i en elcykel når jeg bliver ældre og kroppen ikke længere kan klare de lange distancer på en “gammeldags” cykel. Jeg vil til hver en tid hellere cykle med lidt “hjælp” fremfor at overgive mig til fuldstændig inaktivitet og kun køre i bil eller offentlig transport.